Landsskatteretten fandt, at virksomhedens levering af ydelser med opstilling af og udgivelse af reklamer for samarbejdspartnerne og deres produkter gennem opslag på Instagram-profilen mod vederlag i form af pengebeløb, produkter eller en kombination heraf, ikke kunne kvalificeres som "forfatter- og komponistvirksomhed samt anden kunstnerisk virksomhed". De fremlagte samarbejdskontrakter indeholdt specifikke krav til, hvordan samarbejdspartnerens produkter skulle præsenteres på virksomhedens Instagram-profil, herunder blandt andet antal billeder, offentliggørelsestidspunkt, indholdet i teksten på opslagene, synlighed af produktet, samarbejdspartnerens navn samt antal opslag. Ligeledes indeholdt kontrakterne en klausul om, at opslagene skulle sendes til godkendelse hos samarbejdspartneren forinden offentliggørelse på Instagram-profilen. Landsskatteretten fandt dermed, at sådanne ydelser - ydelser på erhvervsreklameområdet - ikke var omfattet af fritagelsesbestemmelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 7, og tiltrådte dermed Skattestyrelsens bedømmelse heraf.

Sagen angik for det første, om de af klageren afholdte udgifter til el, vand og varme kunne tillægges ejendommens anskaffelsessum som forbedringsudgifter. For det andet angik sagen klagerens adgang til fradrag for udgifter til grundskyld.

For så vidt angik spørgsmålet om de af klageren afholdte udgifter til el, vand og varme, havde klageren ikke anvendt ejendommen erhvervsmæssigt, og der havde ifølge CPR ikke været tilmeldt personer på adressen. Landsskatteretten fandt, at udgifterne til el, vand og varme ikke kunne tillægges ejendommens anskaffelsessum som forbedringsudgifter efter ejendomsavancebeskatningslovens § 5, stk. 2. Retten lagde herved vægt på, at udgifterne til el, vand og varme efter deres art var private forbrugsudgifter. Dette ændredes ikke af, at el, vand og varme blev forbrugt, mens ejendommen blev renoveret, og mens klageren ikke beboede ejendommen. Udgifterne til el, vand og varme havde således ikke en tilstrækkelig tæt tilknytning til de af klageren afholdte forbedringsudgifter på ejendommen. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse på dette punkt.

Med hensyn til klagerens adgang til fradrag for udgifter til grundskyld var Landsskatteretten enig med Skattestyrelsen i, at udgifterne til ejendomsskatter var ejendomsavanceopgørelsen uvedkommende. I forbindelse med klagesagen fremsatte klageren påstand om, at der var fradrag for beløbet i medfør af ligningslovens § 14, stk. 1, idet undtagelsesbestemmelserne i stk. 2 eller 3 ikke fandt anvendelse. Skattestyrelsen havde ikke forholdt sig til spørgsmålet om fradrag for grundskyld i medfør af bestemmelsen i ligningslovens § 14, heller ikke i Skattestyrelsens udtalelse i forbindelse med klagesagens start i Skatteankestyrelsen. Da Skattestyrelsen således ikke havde taget stilling til klagerens påstand om, at der skulle anerkendes fradrag for ejendomsskatter i medfør af ligningslovens § 14, hjemviste Landsskatteretten sagen til fornyet behandling i Skattestyrelsen på dette punkt.

Sagen angik, om selskabet for indkomståret 2018 i medfør af pensionsafkastbeskatningslovens § 8, stk. 4, 3. pkt., var skattepligtig af negativt risiko- og omkostningsresultat på tekniske hensættelser vedrørende syge- og ulykkesforsikringer, herunder om beskatningsgrundlaget skulle opgøres som det samlede negative resultat inklusive årets skat eller ej.

Landsskatteretten fandt, at selskabet var skattepligtig af negativt risiko- og omkostningsresultat på tekniske hensættelser vedrørende syge- og ulykkesforsikringer i medfør af pensionsafkastbeskatningslovens § 8, stk. 4, 3. pkt. Retten henså særligt til bestemmelsens ordlyd og forarbejderne hertil. Retten fandt videre, at det var i overensstemmelse med bestemmelsens formål, som var at sikre mod omkvalificering af skattepligtigt formueafkast til skattefri risiko- og omkostningsbonus, jf. herved særligt forarbejderne til bestemmelsen. Retten bemærkede særligt, at der uden værnsreglen i § 8, stk. 4, 3. pkt., som følge af den i 2010 gennemførte ændring til en mere direkte beskatning af rentetilskrivningen m.v., ville være mulighed for at omkvalificere en skattepligtig rente til en skattefri risiko- eller omkostningsbonus eller skattefri risiko- eller omkostningspræmie, også for syge- og ulykkesforsikringer. Retten bemærkede tillige, at Den juridiske vejledning, afsnit C.G.2.5.3, siden 2012 havde indeholdt dels definitionen af tekniske hensættelser, dels oplysningen om, at der er tale om pensionsordninger uden et egentligt opsparingsdepot, f.eks. visse syge- og ulykkesforsikringer.

Landsskatteretten fandt desuden, at beskatningsgrundlaget skulle opgøres som det negative risiko- og omkostningsresultat inklusive årets skat, det vil sige divideret med 0,847. Retten henså særligt til forarbejderne til bestemmelsen i pensionsafkastbeskatningslovens § 8, stk. 4, nr. 3, og til, at omregningen sikrede, at det investeringsafkast, der finansierede pensionsafkastskatten, også beskattedes.

Klageren indgik en frivillig aftale med et varmeselskab om varmeselskabets betaling af erstatning til klageren i anledning af, at klagerens ejendom blev pålagt en servitut om nedlæggelse af en varmetransmissionsledning på ejendommen. Klageren havde anmodet Skattestyrelsen om bindende svar på, om erstatningen var skattefri, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 11, stk. 1, 2., pkt., om erstatning i anledning af ekspropriation. Skattestyrelsen havde svaret nej til spørgsmålet, idet beslutningen om ekspropriationsvilje ikke var truffet af kommunalbestyrelsen, men af kommunens miljø- og teknikudvalg. Landsskatteretten anførte, at klageren havde godtgjort, at det på aftaletidspunktet kunne påregnes, at dispositionen ville blive gennemtvunget ved ekspropriation, såfremt en frivillig aftale ikke blev indgået. Herefter, og da der ikke var grundlag for at nå til, at kommunalbestyrelsen ikke kunne delegere ekspropriationsbeføjelsen til kommunens miljø- og teknikudvalg, ændrede Landsskatteretten Skattestyrelsens svar fra "Nej" til "Ja".

Landsskatteretten fandt, at et selskabs omsætning i form af renteindtægter hidrørende fra to udlån kunne kvalificeres som omsætningsbeløb, som hidrørte fra passiv kapitalanbringelse, herunder enkeltstående udlån mellem moder- og datterselskaber, jf. momslovens § 38, stk. 1. På baggrund heraf skulle omsætningen ikke medregnes i forbindelse med opgørelsen af pro rata-satsen, og adgangen til godtgørelse af elafgift skulle ikke nedsættes. Landsskatteretten ændrede skattestyrelsens afgørelse på dette punkt.

Landsskatteretten fandt endvidere, at selskabet var omfattet af lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, og stadfæstede skattestyrelsens afgørelse på dette punkt.

Sagen angik, om klagerens aktieindkomst skulle forhøjes efter ligningslovens § 16 A, stk. 1, og stk. 2, for indkomstårene 2019, 2020 og 2021 som følge af, at klagerens selskab havde afholdt udgifter til underleverandører, der blev anset for at have udstedt fiktive fakturaer. Skattestyrelsen havde skønnet, at 20 % af selskabets udgifter til (fiktive) underleverandører var afholdt i klagerens private interesse, og at der dermed var grundlag for at beskatte klageren af beløbet som maskeret udlodning, mens 80 % af underleverandørudgifterne blev anset for at være anvendt til aflønning af uregistreret arbejdskraft i selskabet. Landsskatteretten havde ikke selskabets sag til prøvelse, da selskabet i mellemtiden var gået konkurs, men Landsskatteretten var enig med Skattestyrelsen i, at der ikke kunne være sket reel levering af ydelser fra underleverandørerne til selskabet, og også i, at udgifterne måtte anses for at være anvendt til aflønning af uregistreret arbejdskraft. Landsskatteretten var imidlertid ikke enig i Skattestyrelsens skønnede fordeling mellem løn til uregistreret arbejdskraft og maskeret udbytte på henholdsvis 80 % og 20 % af de samlede underleverandørudgifter. Retten fandt det konkret ikke for godtgjort, at 20 % af udgifterne havde passeret klagerens økonomi. Skattestyrelsen havde ikke anført konkrete omstændigheder, der begrundede det foretagne skøn. Landsskatteretten ændrede derfor Skattestyrelsens afgørelse, således at klagerens aktieindkomst ikke blev forhøjet med 20 % af underleverandørudgifterne i de omhandlede indkomstår.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at spørger kunne sælge en parkeringsejerlejlighed uden moms. Det var Skatterådets opfattelse, at spørger ikke havde fået leveret en færdig ejerlejlighed, da spørger erhvervede parkeringsejerlejligheden.

På baggrund af en konkret vurdering af det indsendte aftalegrundlag, var det Skatterådets opfattelse, at den økonomiske realitet i aftaleforholdet mellem spørger og sælger var, at spørger reelt måtte anses som bygherre sammen med sælger. Der var tale om, at parterne indgik i et samlet parkeringsprojekt og byggeriet blev således ikke opført alene for sælgers regning. Spørger har således købt en andel af parkeringsprojektet, herunder navnlig byggeydelser, og dermed ikke en ny samlet fast ejendom.

På denne baggrund var spørgers salg af parkeringsejerlejligheden første salg af ejerlejligheden efter indflytning. Salget skete mindre end fem år efter dagen for bygningens færdiggørelse, det var derfor Skatterådets opfattelse, at spørger solgte en ny bygning i momslovens forstand. Salget var derfor momspligtigt i henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 9, litra a.

Spørger udbyder kurser i forhandlingsteknik. Kurserne retter sig udelukkende mod tillidsvalgte. Momslovens § 13, stk. 1, nr. 3 momsfritager faglig uddannelse, herunder omskoling og anden undervisning, der har karakter af faglig undervisning. Skatterådet vurderer, at Spørgers kurser i forhandlingsteknik hovedsageligt har et erhvervsmæssigt sigte, eftersom den viden og de færdigheder, som de tillidsvalgte bibringes via undervisningen, skal anvendes i forbindelse med deres virke som tillidsvalgte på deres arbejdsplads. Skatterådet kunne derfor bekræfte, at kurser af den i anmodningen nævnte art ville være omfattet af momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 3. 

Klagen skyldtes, at Skattestyrelsen havde givet afslag på H1’s anmodning om refusion af udbytteskat for kalenderårene 2014 til 2017. Sagen angik refusion af udbytteskat svarende til 15 % af det modtagne bruttoudbytte, og det blev lagt til grund, at dette udgjorde et beløb på 10.694.589 kr. Det fremgik af Skattestyrelsens afgørelse, at Skattestyrelsen for kalenderårene 2014-2015 havde anset H1 for en transparent enhed efter dansk skatteret, hvorimod Skattestyrelsen for kalenderårene 2016-2017 havde anset H1 for et selvstændigt skattesubjekt (skæringsdato den 15. december 2015). For samtlige udlodninger i de fire kalenderår havde Skattestyrelsen godkendt tilbagebetaling af i alt 12 % af bruttoudbyttet for de danske aktier på grundlag af dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland. H1 havde for de omhandlede kalenderår ikke valgt at blive kvalificeret som en udloddende investeringsforening, og H1 havde ikke opgjort en minimumsudlodning, jf. ligningslovens § 16 C. H1 havde derfor ikke krav på tilbagebetaling af de pågældende indeholdte udbytteskatter. Landsskatteretten henviste i den forbindelse til Højesterets dom gengivet i SKM2021.353.HR. Landsskatteretten bemærkede, at en transparent enhed ikke kunne vælge status som investeringsinstitut med minimumsbeskatning efter ligningslovens § 16 C, idet et sådant tilvalg forudsatte skattesubjektivitet. Dette gjaldt både for danske og udenlandske investeringsinstitutter. Et udenlandsk investeringsinstitut, der blev anset for skattemæssig transparent efter dansk ret, var ikke udsat for forskelsbehandling i henhold til EU-retten, jf. SKM2025.443.LSR. På baggrund heraf ville der, uanset om H1 måtte være et selvstændigt skattesubjekt eller en skattemæssig transparent enhed, skulle gives afslag på den del af tilbagebetalingskravet, der svarede til 15 % af bruttoudbyttet. Som følge heraf fandt Landsskatteretten det ufornødent at tage stilling til, om H1 var et selvstændigt skattesubjekt. Landsskatteretten bemærkede endvidere, at pligten for at ansøge på vegne af rette skattesubjekt som udgangspunkt måtte påhvile den, der søgte om tilbagebetaling af udbytteskat. Der sås ikke at have været særlig anledning til, at Skattestyrelsen skulle have ydet yderligere vejledning, og en sådan eventuel mangelfuld eller manglende vejledning kunne i den konkrete sag ikke føre til et andet resultat. Landsskatteretten tiltrådte derfor, at H1 ikke havde krav på tilbagebetaling af indeholdt udbytteskat på 15 % af bruttoudbyttet. Landsskatteretten stadfæstede med denne begrundelse Skattestyrelsens afgørelse.

Klagen angik, om et menighedsråd, der var oprettet i henhold til menighedsrådsloven, som religiøst samfund m.v. kunne godkendes til at modtage fradragsberettigede gaver efter ligningslovens § 8 A.

Menighedsrådets vedtægter indeholdt ikke bestemmelser om, hvorledes der skulle disponeres over menighedsrådets formue i tilfælde af menighedsrådets opløsning, og vedtægterne opfyldte derfor ikke betingelsen i ligningslovens § 8 A, stk. 2, 3. pkt., for godkendelse.

Menighedsrådet var desuden ikke anerkendt som et trossamfund eller som en del af et trossamfunds anerkendelse efter trossamfundsloven, og det var ikke en valgmenighed anerkendt efter lov om valgmenigheder. Menighedsrådet opfyldte derfor ikke betingelserne i ligningslovens § 8 A, stk. 2, 4.-6. pkt., for godkendelse.

Der fandtes ikke i øvrigt på baggrund af forarbejderne til og formålet med bestemmelserne grundlag for at fravige disse betingelser for menighedsrådet.

Da betingelserne for godkendelse i ligningslovens § 8 A, stk. 2, 3.-6. pkt., derfor ikke var opfyldt, stadfæstede Skatteankestyrelsen Skattestyrelsens afslag.

Ved gavebrev af 6. september 2018 overdrog klagerens far nominelt 20.000 kr. B-anparter i et selskab til klageren. I gavebrevet var værdien af gaven aftalt til 50.000 kr., der var opgjort efter reglerne i TSS-cirkulærerne 2000-9 og 2000-10. Gavebrevet indeholdt et forbehold, hvorefter parterne havde mulighed for at korrigere aftalen i gavebrevet, således at de skatte- og afgiftsmæssige forhøjelser, der fulgte af de ændringer, som skattemyndighederne måtte foretage, kunne undgås. Ved afgørelse af 11. juli 2022 ændrede Skattestyrelsen værdien af de overdragne anparter til 25.500.000 kr. og ansatte gaveafgiften på grundlag heraf. Da klagen over denne afgørelse blev afvist af Skatteankestyrelsen, idet klagefristen var overskredet, lagde Landsskatteretten til grund, at handelsværdien af anparterne den 6. september 2018, og dermed værdien af gaven fra klagerens far til klageren, udgjorde 25.500.000 kr. Sagen angik herefter, om klageren i medfør af skatteforvaltningslovens § 28 var berettiget til at anvende skatteforbeholdet i gavebrevet af 6. september 2018 med den virkning, at det ikke var den oprindelige aftale i gavebrevet, men den aftale, der fulgte efter korrektioner ifølge forbeholdet, som skulle lægges til grund ved gaveafgiftsberegningen.

Landsskatteretten henviste til skatteministerens fremsættelsestale til den tidligere bestemmelse om skatteforbehold i skattestyrelseslovens § 37 B, hvorefter muligheden for at tage et skatteforbehold modvirkede, at borgere blev beskattet på grundlag af en privatretlig disposition med "uforudsete" skattemæssige virkninger. Videre anførte Landsskatteretten, at TSS-cirkulærerne 2000-9 og 2000-10, som parterne havde anvendt ved værdiansættelsen, indeholdt hjælperegler, som skulle fraviges, hvis de førte til værdier, der var markant lavere end handelsværdien, jf. f.eks. Højesterets dom af 20. december 2017, offentliggjort som SKM2018.41.HR. Selskabet, hvori klageren havde fået gaveoverdraget anparter, ejede et datterselskab, hvorom der den 15. marts 2018 blev indgået en aftale med et konsulentfirma, hvorefter konsulentfirmaet for bistand ved et fremtidigt salg af datterselskabet skulle oppebære et procentuelt honorar af en salgssum på op til over 400 mio. kr. Den 14. december 2018 blev datterselskabet solgt for 352.243.000 kr. Herefter, og da der for Landsskatteretten ikke i øvrigt forelå omstændigheder, der kunne føre til en anden bedømmelse, var der for klageren klart ikke grundlag for at ansætte handelsværdien af anparterne i gavebrevet af 6. september 2018, der på daværende tidspunkt havde en handelsværdi på 25.500.000 kr., til 50.000 kr. Allerede derfor tiltrådte Landsskatteretten, at klageren ikke kunne påberåbe sig skatteforbeholdet i gavebrevet over for skattemyndighederne, jf. Højesterets dom af 10. juni 2005, offentliggjort som SKM2005.274.HR.

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.

Spørger havde i 2012 købt bitcoins gennem Bitcoin Nordic, i alt ca. 36 bitcoins. De købte bitcoins blev straks efter købet indsat hos platformen Mt. Gox, da Bitcoin Nordic kun var en platform til køb og salg. Spørger havde oplyst, at købet skete med henblik på at teste om bitcoins var en anvendelig betalingsmetode i den app, som Spørger var med til at udvikle. Spørger havde ikke i øvrigt købt andre bitcoins.

Mt. Gox gik konkurs i 2014, og Spørger havde efterfølgende anmeldt sit krav på de 36 bitcoin og 36 bitcoin cash. Bitcoin blev i 2017 splittet i henholdsvis bitcoins og bitcoin cash. Spørgerens krav blev accepteret af kurator i konkursboet efter Mt. Gox.

Skatterådet kunne bekræfte, at splittet af bitcoin i 2017 til bitcoin og bitcoin cash ikke udgjorde en skattepligtig realisation af Spørgers bitcoins.

Spørger havde som led i udbetaling af dividende modtaget ca. 5 bitcoins og 5 bitcoin cash.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at salg af de modtagne bitcoins og bitcoins cash var skattefri for Spørger. Det var Skatterådets vurdering, at det fulgte af praksis, at det ikke var en betingelse for beskatning, at spekulation var hovedsigtet bag erhvervelsen, og at det i almindelighed var tilstrækkeligt, at spekulationshensigten ikke var uvæsentlig på købstidspunktet. Da Spørger købte bitcoins i 2012, var det efter Skatterådets opfattelse almindelig kendt, at bitcoins blev anvendt til spekulation.

Spørger havde som led i udbetaling af dividende også modtaget en kontant engangsudbetaling (lump-sum). Skatterådet kunne ikke bekræfte, at modtagelsen af denne lump-sum var skattefri for Spørger. Det var Spørger, der havde ønsket at få udbetalt et beløb i officiel valuta i stedet for bitcoins og bitcoin-cash, og Skatterådet anså udbetalingen af lump-sum som udtryk for en afståelse af en del af Spørgers indestående i form af bitcoins og bitcoin-cash hos konkursboet efter Mt. Gox.

Spørger havde anvendt en advokat i forbindelse med at gøre kravet gældende overfor konkursboet. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at der var fradragsret for de afholdte udgifter til advokat. Det var Skatterådets vurdering, at Spørgers krav mod Mt. Gox var et formuekrav, der angik spørgerens formuesfære og dermed ikke en udgift, der var afholdt for at erhverve en skattepligtig indkomst. At Spørger valgte at få udbetalt en del af sit krav i fiat-valuta ændrede ikke ved, at kravet var anmeldt i konkursboet som et formuekrav på bitcoins og bitcoins cash.

Et leasingselskab stævnede Skatteforvaltningen i anledning af indregistreringen af 45 biler, der enten var klonede eller alene fandtes på papir og dermed ikke var reelle biler. Leasingselskabet gjorde gældende, at selskabet havde lidt tab som følge af indregistreringen, og at dette skyldes en række ansvarspådragende fejl fra Skatteforvaltningens side.

Retten fandt, at Skatteforvaltningen ikke havde begået ansvarspådragende fejl ved tilrettelæggelsen af sagsbehandlingen for registrering af køretøjer. Retten udtalte i den forbindelse, at registreringsbekendtgørelsens frist for at underrette de kompetente udenlandske myndigheder om indregistrering her i landet er en ordensforskrift, som ikke giver tredjemand retskrav på, at underretningen finder sted inden for fristen.

Retten fandt endvidere, at Motorstyrelsen havde begået fejl ved ikke at iværksætte kontrol af autoriserede nummerpladeoperatører på et tidligere tidspunkt end sket. Efter en samlet vurdering fandt retten imidlertid, at leasingselskabet ikke havde påvist sådanne væsentlige og klare fejl eller forsømmelser fra Motorstyrelsen ved manglende kontrol af, om autoriserede nummerpladeoperatører indleverede udenlandske registreringsattester, at der var grundlag for at pålægge Skatteforvaltningen et erstatningsansvar.

Skatteforvaltningen blev herefter frifundet.

Spørger drev momspligtig virksomhed med udlejning af erhvervsejendomme og påtænkte at købe 1-2 luksusbiler med henblik på at opnå en fortjeneste ved videresalg, når markedet herfor vurderedes at være fordelagtigt.

Spørger påtænkte desuden at tilbyde en kreds af investorer, at de kunne nytegne kapitalandele i Spørger ved et kontant indskud, som herefter skulle anvendes til indkøb af en eller flere specifikke luksusbiler med henblik på Spørgers videresalg af disse biler med fortjeneste. I det omfang en investor ønskede det, påtænkte Spørger at give mulighed for, at investorer i perioder kunne lease de biler, de har investeret i.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Spørger kunne fratrække købsmomsen i henhold til momslovens § 37, stk. 1, ved indkøb af 1-2 luksusbiler, da aktiviteten ikke kunne anses som udøvelse af økonomisk virksomhed. Skatterådet henså bl.a. til, at anskaffelsen af bilerne ville ske med henblik på at opnå størst mulig fortjeneste, og at det styrende for at sælge bilerne ville være Spørgers vurdering af, om efterspørgslen og prisen var optimal, hvilket er sammenligneligt med den måde, hvorpå en privat investor forvalter egen formue.

Skatterådet kunne heller ikke bekræfte, at Spørger kunne fratrække købsmomsen i henhold til momslovens § 37, stk. 1, ved indkøb af biler, som blev tilbudt kapitalejerne til leasing. Skatterådet henså bl.a. til, at det ikke er typisk adfærd for en virksomhed, der handler med biler, at bilerne ikke udstilles i virksomhedens lokaler, men videresælges til et leasingselskab, med henblik på, at en af virksomhedens kapitalejere, der har investeret i den specifikke bil, kan lease bilen, mens virksomheden afventer, at efterspørgsel og pris på bilen vurderes at være optimal til et salg.

Spørger udvikler og vedligeholder spil samt den egenudviklede platform, X-platform.

Skatterådet bekræftede, at udgifter afholdt til et softwareprojekt kaldet "A-projekt", der gør det muligt for Spørger at udbyde drift af flere spille-hjemmesider i det samme land fra ét og samme bagvedliggende system, kan fradrages som vedligeholdelsesudgifter efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e. Skatterådet lagde herved vægt på, at de udgifter, der afholdes, har karakter af at være en opdatering, hvorved Spørger tilpasser sig ændrede krav fra tilsynsmyndigheden i Land X. Der er således tale om en tilpasning, der indgår naturligt i det eksisterende system, hvorfor udgiften kan fradrages som en vedligeholdelsesudgift efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e.

Skatterådet kunne bekræfte, at udgifter afholdt til et softwareprojekt benævnt "B-projekt" kan fradrages som vedligeholdelsesudgifter, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e. Spørger videreudvikler herved sin platform, således at der foretages tilpasning, opdatering og viderebygning på den eksisterende kildekode. Skatterådet lagde herved vægt på, at der foretages en tilpasning af det gamle system, således at udgifterne kan anses for afholdt til vedligeholdelse omfattet af fradragsretten efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e.

Skatterådet kunne endvidere bekræfte, at udgifter afholdt til et softwareprojekt, der benævnes "C-projekt", kunne fradrages som vedligeholdelsesudgifter efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e. Skatterådet lagde herved vægt på, at udgifterne afholdes til ændringer, der består i en teknisk og funktionel konsolidering af den eksisterende opsætning og ikke medfører en udvidelse af systemets anvendelsesområde.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at udgifter afholdt til et softwareprojekt, der benævnedes "D-projekt", kan fradrages efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e. Projektet indebærer en væsentlig udvidelse af eksisterende funktionalitet og introducerer nye spilelementer, hvilket medfører ændringer i de underliggende frameworks. Skatterådet fandt derfor ikke, at der var tale om udgifter afholdt til vedligeholdelse. Skatterådet kunne derimod bekræfte, at udgifter afholdt til softwareprojektet "D-projekt" kan anses for at udgøre et driftsmiddel omfattet af afskrivningslovens § 5, stk. 1-3, da der efter Skatterådets opfattelse er tale om forbedringsudgifter vedrørende software.

Endelig kunne Skatterådet bekræfte, at udgifter afholdt til et softwareprojekt benævnt "E-projekt" kan fradrages som vedligeholdelsesudgifter efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e. Projektet vedrører løbende opdatering og tilpasning af eksisterende funktionalitet, uden at der bliver tilført nye spilelementer eller sker udvidelse af anvendelsesområdet. Udgifterne anses derfor for vedligeholdelse af et eksisterende system og kan fradrages direkte som vedligeholdelsesudgifter.

Spørgerne havde gennemført et delvist generationsskifte af H1.

Spørgerne ønskede bekræftet, at overdragelserne kunne ske med skattemæssig succession efter aktieavancebeskatningslovens § 34 samt at der ved overdragelserne var retskrav på at anvende boafgiftslovens § 12 a til værdiansættelse af H1. Spørgerne ønskede endvidere bekræftet, at værdien af de overdragne kapitalandele var opgjort korrekt efter boafgiftslovens § 12 a.

Skatterådet bekræftede at overdragelserne kan ske med skattemæssig succession samt at der var retskrav på at anvende den skematiske værdiansættelse i boafgiftslovens § 12 a i forbindelse med overdragelsen.

De almindelige bevisbyrderegler var gældende for ændring af værdiansættelsen efter boafgiftslovens § 12 a. Da der var sket tilkøb og ombygning af fast ejendom samt væsentlig udvidelse af aktiviteten i et af koncernens forretningsområder, skulle der ske regulering af de regnskabsmæssige tal ved anvendelse af den skematiske værdiansættelse i boafgiftslovens § 12 a. Skatterådet kunne derfor ikke bekræfte, at værdien af de overdragne kapitalandele var opgjort korrekt.

Spørgerne ønskede herudover bekræftet, at en påtænkt fusion kunne gennemføres efterfølgende uden at der skal ske korrektion af den nedsatte gaveafgift.

Ved fusionen skete der udvidelse af ejerkredsen med henholdsvis Spørgernes mor og ægtefælle, og fusionen indebærer dermed en indirekte delvis afståelse af kapitalandelene i H1. En afståelse i forbindelse med en fusion udløste korrektion af den nedsatte gaveafgift, medmindre fusionen var forretningsmæssigt begrundet i en udvikling af virksomheden eller der ikke i forbindelse med fusionen opstod en pengetank. Aktiviteten i det selskab, der påtænktes indfusioneret, bestod i tilgodehavender mod H1. Fusionen skete således ikke med henblik på udvikling af virksomheden, og fusionen var derfor ikke forretningsmæssigt begrundet. Herudover var det oplyst, at det forventedes, at fusionen medfører, at H1 blev en pengetank. Skatterådet kunne derfor ikke bekræfte, at den påtænkte fusion kunne gennemføres uden regulering af den nedsatte gaveafgift.

Spørger producerede indhold til sin profil på en online platform, og har opbygget en større brugerbase af betalende brugere. Spørgers primære indtægter i 2022-2024 har således bestået af indkomst fra platformen.

Den konkrete platform er en online platform, hvor brugerne, mod betaling, kan få adgang til indhold fra de forskellige profiler/content creators (indholdsleverandører).

Spørger havde i 2023 omkostninger på knap 300.000 kr., der primært er medgået til indkøb af kameraer og filmudstyr. I 2024 udgjorde omkostningerne 250.000 kr. Der var for 2024 nærmere tale om bl.a. EDB-udgifter/Software i form af udgifter til Cybersecurity, IT-programmer og online markedsføring, mindre anskaffelser i form af udgifter til kameraudstyr, udstyr til billedredigering, computer og telefoner mv. til optagelser og redigering mv., erhvervsforsikring og udgifter til advokat, revisor, porto og gebyrer samt telefon. Herudover havde Spørger udgifter til platformen på X % af samtlige indtægter. Spørger brugte 6-7 timer hver dag på aktiviteten.

Omsætningen fra platformen udgjorde et større sekscifret beløb i kr. i 2022, og et større syvcifret beløb i 2023 og i 2024.

Skatterådet bekræftede, at Spørger kunne anses for selvstændigt erhvervsdrivende. Ved vurderingen blev der særligt lagt vægt på aktivitetens omfang, både økonomisk og tidsmæssigt, virksomhedens varighed, at der afholdtes væsentlige udgifter og disse udgifters karakter. Der blev også henset til, at Spørger selv tilrettelagde aktiviteterne ifm. produktion af det indhold, der dannede baggrund for indtægterne via abonnenter, der købte adgang til indholdet på Spørgers profil.

Virksomhedsordningen kunne derfor anvendes, hvis de øvrige betingelser opfyldes.

Spørger drev aktivitet som et CO2-kvoteomfattet decentralt kraftvarmeværk med produktion og momspligtig levering af varme og elektricitet. Spørger fyrede med affald, der er afgiftspligtig efter kulafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 6.

Ved afbrænding af affald i anlægget blev der fremstillet damp, der blev ledt ind i en dampturbine, der drev en generator, der fremstillede elektricitet. Spørger anvendte kølevand til at køle dampturbinen for at beskytte turbinen mod overophedning.

Spørger påtænkte ved hjælp af en kondensator (varmeveksler) at nyttiggøre varmeenergien i kølevandet fra kølingen af dampturbinen til opvarmningsformål.

Spørger havde på den baggrund anmodet Skatterådet om at bekræfte, at den varme, som blev påtænkt at blive udvundet fra køling af dampturbinen kunne anses for overskudsvarme efter kulafgiftslovens § 8, stk. 8, 1. pkt., når varmen fra kølingen af dampturbinen kom fra varme fra afbrænding af affald omfattet af kulafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 6.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at den varme, som udvindes fra køling af dampturbinen, kunne anses for overskudsvarme efter kulafgiftslovens § 8, stk. 8, 1. pkt. Det fremgår af ordlyden af kulafgiftslovens § 8, stk. 8, 1. pkt., at den finder anvendelse for tilbagebetaling af det varme vand eller den varme, som der ydes tilbagebetaling for efter stk. 1, stk. 3, 2. pkt., eller stk. 4. Spørger opnåede ikke tilbagebetaling af afgift på det anvendte affald efter kulafgiftslovens § 8, stk. 1, stk. 3, 2. pkt., eller stk. 4, men derimod ved anvendelse af kraftvarmereglerne i kulafgiftslovens § 5, stk. 6.

Kapitalejerne i et ejendomsselskab påtænkte at foretage en vedtægtsændring i ejendomsselskabet, der medførte en opdeling i kapitalklasser, hvorved den ene kapitalejer tildeltes A-aktier med 90 % af stemmerettighederne. Herefter gennemførtes en skattefri fusion, hvor tre selskaber blev fusioneret ind i ejendomsselskabet, hvorved kapitalejerne i disse tre selskaber blev medejere af ejendomsselskabet. Disse kapitalejere overdrog efterfølgende deres aktier i ejendomsselskabet til fire andre kapitalejere i ejendomsselskabet med succession. Overdragelsen blev finansieret på et rentefrit gældsbrev. Skatterådet bekræftede, at en vedtægtsændring i ejendomsselskabet, hvor der skete opdeling i kapitalklasser, således at den ene kapitalejer tildeltes A-aktier med 90 % af stemmerettighederne, ikke udgjorde en afståelse af aktierne i ejendomsselskabet efter aktieavancebeskatningslovens regler. Skatterådet bekræftede desuden, at ejendomsselskabet drev aktiv udlejningsvirksomhed efter reglerne i aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7 samt at handelsværdien af udlejningsejendommene ejet af ejendomsselskabet, kunne værdiansættes til i alt DKK 198.754.765, svarende til dagsværdierne i årsrapporten for 2024. Skatterådet bekræftede endvidere, at handelsværdien af ejendommene ejet af et af de tre selskaber, der blev fusioneret ind i ejendomsselskabet, kunne værdiansættes til i alt DKK 47.000.000.